Flertal for Ladegårds Å-undersøgelse

Ladegårdsåen graves ned. Nu er der flertal for at åbne åen.

»Tunnelen vil skabe løsninger på flere trængselsproblemer og vil samtidig bidrage meget positivt til byudviklingen med en kilometerlang åpark, der vil gøre byen meget mere grøn«, siger spidskandidat Morten Kabell til Politiken.

Socialdemokratiet og Radikale Venstre har Ladegårds Å-forslaget med i deres valgprogrammer til kommunalvalget i november. Med Morten Kabells udmelding tegner der sig et flertal for en undersøgelse allerede ved de igangværende budgetforhandlinger for 2014.

Teknik- og Miljøborgmester Ayfer Baykal (SF) vil ikke gå imod planerne, selvom hun er kritisk over en biltunnel. »Det er tankevækkende, at det ikke vil mindske antallet af biler i København, som er den helt store udfordring. Det er hovedet under armen at tro, at vi løser problemet ved at grave bilerne ned på et stykke – de kommer jo op igen«.

Miljøpunkt Nørrebro er normalt positive over for Borgmesterens tilgang til trafik-reduktion, der også er kendt som trafikfordampning – dvs. man lukker simpelthen veje.

Men Åboulevarden er en regional indfaldsvej med 60.000 biler, hvor det ikke er realistisk at lukke vejen. Konsekvensen af ikke at gøre noget er status quo – massiv forurening, en barriere gennem byen og stigende trængsel omkring Åboulevarden. Hvordan hjælper det borgerne?

Åbn Åen mener derfor det er meget positivt, at et flertal nu tager trængslen op. Et internt notat fra forvaltningen viser, at en Åboulevard-tunnel vil nedbringe trafikken i store dele af byen (se kort s. 8). F.eks. vil Jagtvej have 10% mindre trafik, Nordre Fasanvej 20% og Tagensvej 20% færre biler. Og det er selvfølgelig ud over Åboulevarden, hvor der vil være tæt på 100% færre biler!

Samtidig viser nye tal fra Miljøstyrelsen, at partikel- og støjforurening er langt mere skadeligt end hidtil antaget. En fuld undersøgelse er et meget vigtigt skridt for Ladegårds Å-projektet, der hidtil kun har været undersøgt som en del af skybrudsplanen.

Vi vil søge direkte indflydelse på undersøgelsen, så vi får det lokale borgerperspektiv med.Vi var aldrig nået hertil uden jeres underskrifter og begejstrede deltagelse ved borgermøder og arrangementer. Vi arbejder nu på at få udtalelser fra de øvrige partier og frem mod kommunalvalget vil vi lancere en oversigt over hvad de enkelte partier melder ud om Ladegårdsåen.

Vi holder et stort valgmøde sammen med Danmarks Naturfredningsforening den 13. november, hvor Morten Kabell (EL) har meldt sin ankomst, og hvor borgmesteren og de andre partier er inviterede.

Læs Politikens artikel her.

One comment on “Flertal for Ladegårds Å-undersøgelse
  1. Hej, vil der være plads til mine to katte, bymis og rottemis?

    vh. Sreøn (pås på, jeg’ ordblind! 🙂

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

*