Ladegårdsåen – før og nu

Ladegårdsåen er en å, der løber fra Bispeengbuen under Københavns gader og munder ud i Peblinge Sø. Den er ukendt for de fleste, da den fra 1897  til 1969 blev lagt i rør.¹ I dag lever åen en ganske ubemærket tilværelse under en af Københavns mest befærdede indfaldsveje, Ågade-Åboulevard.

Grøndals Å og Lygte Å møder hinanden ved Bispeengbuen og fortsætter som Ladegårds Å under Ågade og Åboulevarden ind til Peblingesøen. Alle tre åer er rørlagt, men der arbejdes på at åbne Grøndalsåen.

Ladegårdsåen blev i sin tid anlagt for at imødekomme det voksende Københavns stigende behov for drikkevand. Frem til slutningen af 1800-tallet bugtede åen sig, på sin vej ind mod byen, gennem et stort og grønt område. Et område hvor Københavnerne tog ud for at rekreere og bade (Skalk, 1968 og Københavns Stadsarkiv, 2013).

Ladegårdsåens navn stammer fra Christian den 4.’s Ladegården fra 1620, der blev placeret udenfor byens voldanlæg langs med åen. Ladegården producerede fødevarer til Københavns Slot. Ladegården fungerede senere i mange år som sindssygehospital og tvangsarbejds-anstalt for Københavns Kommune.

Op gennem 1900-tallet ekspanderede København drastisk og byen voksede ud over de
grønne områder langs med åen. Åerne gik fra at være et led i vandforsyningen til at være en del af kloaksystemet. Ladegårdsåen udviklede sig derfor i denne periode til en åben kloak. Af hensyn til folkesundheden blev åen fra 1896 til 1962 gradvist rørlagt.

Med en stigning i bilejerskabet kom der op gennem 1960’erne fokus på vejnettets ”kredsløbsfunktioner”. Det rørlagte Ladegårdså-leje lå lige for til en motorgade gennem byen og derfor byggede man Bispeengbuen gennem den store Bispeeng – et engområde, der
dengang var karakteriseret ved en stor biodiversitet og fauna.

På grund af den faldende begejstring for motorgader i 1968, i forlængelse af
debatten om Søringen, nåede Bispeengbuen som den første og sidste vej med motorgadestatus
at blive etableret, og dermed være genstand for den store trafikmængde til området
(VIA trafik, 2008:8).

Da de Københavnske åer genvandt status som vandløb – fra at have været ”midlertidige” kloaksystemer – blev det uden en genopretning af de grønne rekreative rammer. Der kører i dag 50.000 biler om dagen oven på åen (foto: Teitur Jónasson)

Ladegårdsåen som vandforsyning

Historisk er vandsystemet i København etableret helt tilbage i 1500 tallet for at lede drikkevand til København. Grøndals Å og Lygte Å blev gravet og forbundet med den eksisterende Ladegårds Å for at tilføre byen vand fra Harrestrup Å og fra de nordlige vandsystemer. En spids sten til at måle vandstanden i åen står den dag i dag på Åboulevarden.

Der ledes kun vand gennem Ladegårdsåen i perioder, hvor der er behov for vandet i De Indre Søer, og hvor vandet er tilstrækkelig rent. (Orbicon 2008). Vandet i søerne stammer primært fra Utterslev Mose og Emdrup Sø, hvorfra det strømmer til Peblingesøen via de rørlagte åer, Lygteåen og Ladegårdsåen.

Der kan ligeledes tilføres vand fra Damhussøen via Grøndals Å og Ladegårdsåen. Denne tilledning er imidlertid ringe og meget sporadisk (Danmarks Naturfredningsforening). Fra søerne afledes overskydende vand i rør til Østre Anlæg og derfra videre til kastelgraven ved Kastellet for endelig at løbe ud ved Langelinie. Ved Østre anlæg kan man se vandet løbe ud i den sydligste af de små søer.

Jeg citerer flere steder efter universitetsopgaven Metropolparken – En strategi for revitalisering af: Jonas Mortensen, Jeppe Linell & Peter Andreas Heiberg.

note 1: Ladegårdsåen blev overdækket ved Søerne-Bülowsvej i 1896-97, (jf. Københavns Kommunes Beretning 1896, s. 102; 1897, s. 107), i 1941 ved Bülowsvej-Jagtvej, (jf. Beretning og Regnskab for Stadsingeniørens Direktorat 1941/42) og ved Jagtvej-Kronprinsesse Sofies Vej i 1962. Den sidste del i Bispeengen blev overdækket i 1969 ifm. opførelsen af Bispeengbuen.