Ny teknik- og miljøborgmester støtter Åen
Partier for Ladegårds Å går markant frem ved valget
Enhedslistens Morten Kabell bliver ny teknik- og miljøborgmester for København fra 2014. Morten Kabell har ført valgkamp på Å-projektet, som også er med i Enhedslistens trafikudspil.
Morten Kabell er blevet angrebet af borgerlige (og) medier for at ville føre krig mod bilisterne i København. Morten Kabell har selv forklaret sin politik ved adskillige lejligheder, bla. over for Martin Krasnik i Deadline. Hans argumentation er, at den unødvendige biltrafik skal reduceres. Dette mål skal bla. opnås ved, at der bygges mere attraktive alternativer til bilen – bla. letbane og supercykelstier.
Å-projektet med tunnel passer ind i politikken, fordi netop Åboulevarden (og H.C. Andersens Boulevard) er eneste regionale vej mellem Amager (200.000 mennesker) og resten af storbyen (1.000.000 mennesker). Det er derfor svært at argumentere for, at samtlige 60.000 daglige ture er unødvendige og det er simpelthen ikke realistisk at fjerne vejen. Netop på denne strækning skal der altså laves nogle anderledes løsninger, der tillader trafik men samtidig giver plads til den sociale, grønne og klimatilpassede by: Å-projektet.
Vi opfatter Morten Kabell som en politiker, der vil skabe resultater for København. Som borgmester kan Morten Kabell sætte projekter på dagsordenen, men der skal selvfølgelig et arbejdende flertal til for at flytte et så stort projekt som dette fremad. Det flertal er til stede med Socialdemokratiet, Radikale Venstre og Dansk Folkeparti (og SF på sidelinjen).
Ved at gå ind for Å-projektet har Morten Kabell allerede vist, at han vil være borgmester for hele byen og at han er villig til at gå på kompromis for at opnå resultater. Nu mangler vi bare, at de borgerlige også indser, at her er et projekt med noget for alle hovedstadens borgere; både skybrudsløsning, helt nye grønne byrum uden forurening, letbane og en biltunnel til at afvikle nødvendig trafik.
Vi ser frem til samarbejdet med borgmesteren og den nye borgerrepræsentation.
Leave a Reply